Sommerferie med Sundance Cassidy and Butch the Kid

Måske er det sommervarmen, der gør det, eller også er det bare svært at svinge sig op til et længere indlæg, når man kun får 25 hits om dagen. Under alle omstændigheder trænger jeg til lidt sommerferie, og dette indlæg bliver derfor det eneste i denne måned.

Og ferien kan jeg passende bruge til at opstøve westernkomedien med den løjerlige titel Sundance Cassidy and Butch the Kid, der selvfølgeligt vækker behagelige minder om en fremragende Robert Redford og Paul Newman-film. Indtil videre er det kun lykkedes mig at finde den italienske udgivelse Vivi o, preferibilmente, morti.

Med Giuliano Gemma og Italiens største bokser nogensinde, Nino Benvenuti, der ganske vist tabte til det argentinske uhyre Carlos Monzón i 1970 og 1971:

Arizona Colt

Ikke mere Charles Bronson i denne omgang. Manden, om hvem en kritiker har sagt, han ligner en Clark Gable, der er blevet efterladt for længe ude i solen, er blevet sat tilbage på hylden, hvor han så får lov til at stå og hygge sig indtil næste gang, jeg får lyst til at se hans hærgede ansigt tone frem på skærmen. Streetfighteren forlod kæresten og hoppede på det nordgående godstog. Mafiaens bedste hitman lagde sig ufrivilligt grundet en overdosis Brucin, og lærlingen satte sig til rette i sin elskede Mustang en sidste gang, inden han mistede livet i et brølende flammehav. Vigilante-arkitekten dræbte sin sidste gangster, og harmonikaspilleren udkæmpede sin sidste duel. Nu står den derimod atter på spaghettiwesterns af den underlødige slags. Fandt netop denne her Giuliano Gemma-sag i Amazon, og smed den selvfølgeligt straks på ønskelisten, ikke mindst fordi den spanske bandit over dem alle, Fernando Sancho, medvirker. Og Giuliano Gemma’s westerns bliver jo af mange betragtet som en slags bindeled mellem den amerikanske og den italienske western. Desuden er instruktøren Michele Lupo manden bag alle tiders bedste Bud Spencer-film, nemlig Buddy Goes West fra 1981 (den med spisekonkurrencen mellem Bud Spencer og Joe Bugner, hvor Bugner selvfølgeligt trækker det korte strå. Måske fordi Spencer ikke spist i en uge, eller måske blot fordi Spencer i virkeligheden er den oprindelige Man v. Food og den bagte bønnes ukronede konge):

Min uge med Charles Bronson

Som mine få læsere måske har bemærket, er det ikke blevet til så mange fascinerende rejser ind i spaghettigenrens dystopiske verden i den senere tid. Økonomien tillader desværre ikke de store udskejelser, og de kommende måneder bliver ikke meget bedre, ja, faktisk står det så sløjt til, at jeg formentligt bliver nødt til helt at afstå fra nyanskaffelser denne sommer, men jeg nåede heldigvis lige at forære min kære broder alle tiders bedste roadracekomedie, The Gumball Rally fra 1976, i fødselsdagsgave (som bliver skamløst plagieret i den senere, knapt så morsomme, men til gengæld stjernebesatte The Cannonball Run). The Gumball Rally‘s styrke er bl.a., at den rent faktisk, og i modsætning til The Cannonball Run, kan tilbyde en masse vildt ræs, head-to-head ud af de mørke landeveje og tværs over det amerikanske kontinent. Kamera- og stuntarbejdet er virkeligt outstanding.

Men når økonomiens tilstand er så sørgelig, som tilfældet er, så er det jo godt, at man kan underholde sig selv. Min filmsamling er, selvom der ganske vist findes en større samling i Thisted, velvoksen, og i denne uge fik jeg pludseligt lyst til at gense Charles Bronson, der vist må siges at være den arketypiske tough guy, og jeg lagde hårdt ud med en af mandens mest elendige film (der på forunderlig vis alligevel underholder), nemlig Assassination fra 1987, hvor Bronson fjoller rundt i landskabet med USA’s førstedame på slæb og en hale af lejemordere lige i hælene. Efter denne skændsel fik jeg lyst til en oplevelse med lidt mere kød på kroppen, og valget faldt derfor på den aldeles glimrende Colorado-melonfarmer-thriller Mr. Majestyk fra 1974, hvor en lokal bandit, der ikke egner sig til at være bandit, slår sig sammen med mafiaen og dennes farligste hitman om at få skovlen under Bronson, og undervejs har alliancen succes med at smadre en pæn del af Bronsons meloner med nogle energiske maskinpistolsalver. Men Bronson får de selvfølgeligt ikke ram på, for han er eks-militær og specialist i drab og overlevelse.

Samme aften som jeg med et tilfreds suk satte ‘Majestyk’ tilbage på hylden, nåede jeg også lige at gense Hard Times aka Streetfigter fra 1975, en film der er fyldt op til randen med charmerende sydstatsatmosfære, blod, sved og forslåede knoer, og indimellem også en smule vanskelig kærlighed. Bedste replik falder efter min opfattelse, da en udlejer præsenterer en spartansk slumlejlighed for Bronson med ordene: It looks a little rougher, than it really is.

Nå, men efter således at have lagt en solid bund, blev de efterfølgende dage tilbragt i selskab med Death Wish 1-5, og i den forbindelse slog det mig, hvor urimeligt stor en opgave gammelfar Bronson påtager sig her. Det normale er jo, at man trapper ned, efterhånden som man bliver ældre, men i Bronsons tilfælde er det lige omvendt. Som serien skrider frem, bliver modstanderne stadigt mere magtfulde og barske. Det, der starter som en moden mands jagt på overfaldsmænd i 1974, ender med en 73-årigs bitre kamp mod den irske mafias mest modbydelige typer i 1994 (som alle bliver dræbt på underholdende og originale måder, bl.a. af en brandbombe, som er skjult i en fjernstyret fodbold). Men inden han når så langt, nedkæmper han en gadebande i 2′eren, sætter et helt boligkvarter i brand i 3′eren (et sted der er så betændt, at ikke engang Google vover sig derind) og spiller hele to narkosyndikater ud mod hinanden i 4′eren. Det må siges at være godt gået af en efterhånden meget aldrende arkitekt, om end ikke mindst den sidste film i serien forekommer aldeles utroværdig, og mon ikke også Bronson indså dette i 1994? 5′eren markerer i alle tilfælde hans sidste optræden på det store lærred.

Og efter dette ustyrlige Death Wish-orgie, må jeg konkludere, at 1′eren er klart bedst, faktisk i en klasse for sig, og selvom den givevis udnyttede amerikanernes angst for kriminalitet på det skammeligste, og af mange blev afvist som fascistoidt snask, synes jeg alligevel, den har sin berettigelse, eventuelt som debatskaber. Overfald og alskens anden voldskriminalitet er jo et universelt problem, alle de samfund, jeg kender til, slås med. Den originale Death Wish er desuden den eneste film i serien, jeg føler, jeg kan forholde mig til. Det er også værd at bemærke, at den skiller sig ud derved, at hustruen og datterens overfaldsmænd aldrig bliver fanget, hvilket bidrager til realismen. Flere af efterfølgerne er derimod helt ude i hampen, men underholdende alligevel, og i disse får de mange badguys altid deres bekomst.

Men Death Wish eller ej, så er ingen Bronson-uge komplet uden et gensyn med Bronson’s og instruktøren Michael Winner’s (som desværre døde i januar) bedste, nemlig lejemorder-thrilleren The Mechanic fra 1972, der er lidt af en noir-film, for jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Bronson var bedst i 70′erne, hvilket denne film er et glimrende eksempel på. Filmen er et ypperligt stykke 70′er-filmkunst af den slags, filmindustrien bare ikke kan finde ud af at lave mere, og den må siges at være et must for fans af skuespilleren, der er som skabt til rollen som lejemorderen Arthur Bishop, hvis drabsmetoder er mildest talt kreative og meget effektive. Mr. Bishop planlægger alle sine drab minutiøst, og kæler for hver en detalje, og man er aldrig i tvivl om, at han er en af landets bedste lejemordere, og af stor værdi for det syndikat, han arbejder for, men han er, pga. jobbets natur, også en ensom mand, der jævnligt betaler en prostitueret for rollespil, der skal forestille et rigtig forhold. Desuden lider han af panikangst og svære søvnproblemer, selvom han efter eget udsagn har påtaget sig tilværelsen som lejemorder, fordi han ønsker at ‘stå udenfor det hele.’ Penge er med andre ord ikke hovedmotivet. Så da han får chancen for at hyre en lærling (sønnen til et af hans ofre), griber han den med det samme. Lærlingen viser sig dog at være 100 procent psykopat, og desuden glemmer Mr. Bishop at spørge syndikatet om lov, inden han ansætter ham. Samme talentfulde og lærenemme, men følelseskolde og selvoptagede lærling, der for resten pønser på at aflive sin læremester og starte for sig selv, vel at mærke uden syndikatet til at beordre drabene. Så med ansættelsen af lærlingen underskriver Mr. Bishop sin egen dødsdom. Hans eneste svaghed er ganske enkelt, at han ikke kan klare at stå ‘udenfor det hele’ helt alene.

Og sådan gik min uge med Charles Bronson. Nu venter Chuck Norris, og han har ingen svagheder …

A Bullet for Sandoval

Jeg føler mig gammel og træt. Ethvert tilløb til virkelyst løber ud i sandet ganske få timer efter at jeg er stået ud af fjerene om morgenen, hvilket typisk er om eftermiddagen eller endnu senere, og det er ved at gå op for mig, at min ungdom i allerhøjeste grad ligger bag mig, endda meget langt bag mig, og ikke så forfærdeligt mange kilometer ude i horisonten venter alderdommen med alle dens tvivlsomme udfordringer og tab af familiemedlemmer, helbred og kompetencer, der først slutter, når man dør. Og så skal man tilmed smile og være glad, for mange når ikke engang så langt.

Og som om den spirende alderdoms vederstyggelige tilstand ikke er slem nok, så er jeg også ved at udvikle mig til sportsidiot, eller i bedste fald blot ishockey-idiot, for dagene på divanen bliver tilbragt i selskab med VM i ishockey, og for at få lidt afveksling tuner jeg så ind på NHL om natten, for slutspillet er forlængst gået i gang, hvilket forhåbentligt kaster nogle raske slagsmål og forrygende mål af sig. Jeg har i hvert fald set mere end én spiller med blodig næse og ukomplet tandsæt i den senere tid.

Men nok om alderdom og sport, for jeg er heldigvis en endnu større filmentusiast, end jeg er sportsidiot, og alverdens sportskanaler og skæggede ishockeyspillere med grimme tænder kan ikke afholde mig fra at kaste en spaghetti-sag i afspilleren med korte mellemrum, og denne gang faldt valget på A Bullet for Sandoval aka Vengeance Is Mine fra 1969, der er en bitter og tragisk hævnsag med Uruguays største spaghetti-navn George Hilton og gode, gamle Ernest Borgnine, der sjældent svigter, når jeg er sulten efter god underholdning. I filmen følger vi eks-sydstatssoldaten Hilton på hans hævntogt mod Borgnine, bedstefaderen til Hiltons søn, som han anklager for at være indirekte skyld i sønnens død.

A Bullet for Sandoval er en underlig størrelse, der, trods tragedien og det stærke navn Borgnine, adskillige voldsomme ildkampe, en god knivduel og en lovende tyrefægterarena-finale, dog ikke hæver sig op over det gennemsnitlige. Jeg synes ikke Borgnine træder rigtigt i karakter i rollen, og desuden er jeg ikke vant til at se den normalt så festlige eventyrer Hilton i aktion som bitter hævner. Han starter indledningsvis som en flink fyr, men ender síne dage som outlaw, blændet af had og hævntørst. Men det er lidt usædvanligt at opleve en spaghetti-antihelt ride rundt i grænselandet med en baby under armen.

Borgnine er i alle tilfælde set bedre, og hvis man kun ønsker at eje de allerbedste spaghettiwesterns, kan man roligt gå udenom denne her:

The Five Man Army (“Un esercito di 5 uomini”)

Der var ingen pizzareklamer i postkassen denne tidlige morgen. Ingen regninger og ingen rykkere og ingen beskeder fra ejendomskontoret. Kun denne glemte skat med Bud Spencer og Peter Graves fra tiden lige inden Spencer blev en stor stjerne. Og Peter Graves, ham har jeg såmænd ikke beskæftiget mig med siden barndommen og tv-serien Mission: Impossible (1966-1973). Hvis bare alle morgener startede sådan:

Vigilante Western Collection

I min utrættelige søgen efter en engelsksproget version af Antonio Margheriti’s bogstaveligt talt mørke hævnwestern And God Said to Cain (1970) faldt jeg over denne her boks til under 6 pund i Amazon, men da jeg fik åbnet den og filmen smidt i maskinen, ku’ jeg blot konstatere, at filmguderne endnu engang havde svigtet mig; hele disk 2, der indeholder And God Said To Cain, The Fighting Fist of Shanghai Joe samt White Comanche, er på det nærmeste ubrugelig, og hører bedre hjemme på lossepladsen end på mine overfyldte westernhylder. Alle tre film holder en gudsjammerligt dårlig billedkvalitet, ikke mindst And God Said to Cain, der ser ud som om den er blevet overført fra et antikt vhs-bånd. Det meste af filmen udspiller sig i en stormfuld nat, og det forhold kombineret med den dårlige kvalitet, gør det meget vanskeligt at overskue handlingen. Mange vigtige detaljer går tabt i det uigennemtrængelige mørke, der på kunstig vis sænker sig over den hævngerrige Klaus Kinski, mens han på underholdende vis eliminerer sine fjender til tonerne af en tung og ildevarslende klokkeklang, og jeg må desværre erkende, at dvd’en hører hjemme i skraldeposen.

Dermed ser det ud til, at jeg er nødt til at klare mig med den udmærkede tysksprogede udgave, jeg anskaffede på thai-dvd for nogen tid siden. Den er særdeles anbefalelsesværdig, og kan købes til en billig penge her. Bemærk, at produktdetaljerne siger ‘English,’ men det er en fejl, for den er altså med tysk (og thailandsk) tale.

Helt anderledes forholder det sig derimod med Vigilante-boksens disk 1, der indeholder Keoma og The Four of the Apocalypse. Begge film, der præsenteres i widescreen, holder en glimrende billedkvalitet, og retfærdiggør således købet af boksen. Jeg er dog ikke sikker på, at der er tale om uklippede versioner.

A Minute to Pray, a Second to Die

New Mexicos guvernør har tilbudt amnesti til alle kriminelle, når blot de møder op i byen Tuscosa for at ansøge om den, men den berygtede outlaw Clay McCord, Vestens hurtigste gunslinger, er mistænksom. Han er dog en mand, der har hårdt brug for samfundets tilgivelse, idet han ligger i konflikt med både dusørjægerne og byen Escondidos kriminelle elementer, og desuden bliver han jævnligt ramt af forfærdelige epilepsi-lignende anfald, der gør ham fuldstændigt hjælpeløs.

Vil blot fortælle, at jeg fandt denne her spaghetti-sag i postkassen i dag, og det var lige noget, der ku’ dulme rygsmerterne og forbedre humøret. Der er ganske vist tale om en italiensk western, men den har nogle interessante amerikanske navne på rollelisten, deriblandt Arthur Kennedy og Robert Ryan, som vi jo kender fra et hav af amerikanske westerns.

A Minute to Pray, a Second to Die er ikke nogen helt ukendt sag blandt de finere anmeldere. Leonard Maltin skriver således: Outstanding color photography adds to great atmosphere. Maltin giver den 75 procent, hvilket er meget i den genre. Måske for meget.

The Hellbenders

Overvejede en overgang at lukke og slukke for bloggen pga. sygdom, der forhindrer mig i at sidde foran computeren mere end nogle få øjeblikke af gangen, men kom dog hurtigt på bedre tanker, idet jeg jo har investeret mange kræfter i Båndsalaten gennem årene. Men indlægsraten er for nedadgående, og det forhold kan jeg desværre ikke lave om på, for lægen påstår, min ryg er slidt. Til gengæld har jeg ingen problemer med at bevæge mig rundt i byens gader og stræder, og i aftes gik turen så til Blockbuster, hvor jeg minsandten fandt Prometheus til en halvtredser. Det skal blive spændende at se, hvad den er for en størrelse, for den har gudhjælpemig fået blandede anmeldelser. Og så snuppede jeg forresten også Vi holder med flodhestene, for min kærlighed til Bud Spencer og Terence Hill kender ingen grænser, og desuden er der en god portion nostalgi forbundet med gensynet, for jeg husker tydeligt dengang, den gik i Carlton Bio på Vesterbrogade i København (et sted der vistnok også havde porno på programmet).

Men som altid når jeg har været en tur i Ringsteds eneste rigtige videoforretning, føler jeg mig utilfredsstillet. Der mangler ligesom et eller andet i den biks. Noget for os skæve eksistenser, der synes om oldgamle genrefilm, som f.eks. spaghettiwesterns. Noget for os særlinge, der ikke reagerer som flertallet, og som derfor ikke falder bagover i begejstring over de tvivlsomme sager filmindustrien spytter ud i hovedet på os for tiden, Den uendelige strøm af sequels, prequels og remakes, der længe har forpestet vores tilværelse er et kapitel helt for sig, som jeg muligvis vil komme ind på en anden dag; en filmblogger jeg engang kendte, havde næsten gjort det til sin livsopgave at bekæmpe fænomenet, og han skrev derfor nogle kritiske og meget bidske indlæg om emnet, deriblandt et med den meget rammende overskrift ‘Go ahead, remake my day,’ som jeg meget gerne ville linke til, hvis jeg kunne, men manden har desværre slettet sin blog.

Nå, men jeg sluttede derfor aftenen af med en tur i Amazon, der selvfølgeligt ikke ku’ drømme om at skuffe en gammel, frustreret westernfan som jeg, for udenfor Danmark er genren heldigvis stadigt populær.

Jeg er i øjeblikket inde i en Sergio Corbucci-periode, så da The Hellbenders dukkede op på min ydmyge computerskærm, kastede jeg den på ønskelisten ret omgående. Filmen, der er en af Corbucci’s bedre, er med selveste Joseph Cotten, som er et kendt navn i mit lille hjem, hvilket ikke er så underligt med tanke på, at han har medvirket i 132 film, deriblandt den dystopiske sci-fi Soylent Green, hvor han optræder som en af samfundets spidser, der forholdsvis hurtigt bliver ekspederet ud af filmen af en ynkelig lejemorder, der mest af alt ser ud som om, han ikke er opgaven voksen.

Men jeg tror nu nok, The Hellbenders får lov til at stå i venteposition i en periode, for den koster 58 pund brugt. Den kan dog fås til under 5 pund med italiensk audio.

Deadly Is the Female

Var en tur forbi Amazon, hvor jeg opdagede, at der var et enkelt amerikansk eksemplar af denne noir-perle til salg for den meget rimelige sum af 13.84 pund. Selv ejer jeg den spanske udgivelse, der godt nok har engelsk tale, men ingen engelske undertekster. Er man blot det mindste interesseret i noir, bør man snuppe den omgående. Overskriften ‘The Real Sex Pistols’ siger alt:

Track of the Cat

Kæmper af al magt for at holde liv i bloggen, men min ryg tillader desværre ikke de store udskejelser. Nøjes derfor med at lægge plakaten til den fornemme western Track of the Cat ud til offentlig beskuelse, mest af alt for at minde mig selv om at købe den hurtigst muligt. Track of the Cat får desværre en noget beskeden score i IMDb, hvilket er lidt uforståeligt med tanke på The Mallrat’s rosende omtale for ikke så længe siden. Jeg tør dog godt tage chancen og investere i den, for jeg stoler mere på The Mallrat end på IMDb’s brugere, hvis holdninger ofte stritter i alle mulige retninger. 19,95 er jo ingen formue, og desuden har selveste John Wayne været med til at producere den. Om det i sig selv er et kvalitetsstempel, ved jeg dog ikke, men Wikipedia har kategoriseret filmen som en noir-western, og det synes jeg ærligt talt lyder interessant. Dermed er den kommet i fint selskab, for i den kategori finder man også High Noon og den fransk-italienske hævnwestern Cemetery Without Crosses.

Minnesota Clay (1964)

Har netop sat denne her tidlige Sergio Corbucci-western på min Amazon-ønskeliste. Filmen er bedre end og ikke helt så amerikaniseret som Corbucci’s første western Massacro al grande canyon, og helten er utroligt nok ved at blive blind. Men det er måske ikke så utroligt endda, idet Corbucci jo havde for vane at belaste sine protagonister med forskellige former for handikaps. Tænk bare på den stumme hævner i The Great Silence.

Mens jeg venter på Kinski

En generende ryglidelse har endnu engang tvunget mig på langs, og jeg er derfor nødt til at indstille blogaktiviteterne i en periode, da jeg ikke kan skrive fra sengen. Ved ikke, hvornår jeg vender tilbage, men der kan godt gå lang tid, inden jeg er ovenpå igen. I mellemtiden ligger jeg og venter på denne her gotiske hævnwestern, som gerne skulle ankomme d. 17. april sammen med 43 andre spaghettiwesterns, som allesammen er fundet i Amazon i en boks til sølle 137 kroner. Skal blive spændende at opleve Klaus Kinski forfølge og terrorisere sine modstandere. På engelsk ovenikøbet:

Og nu vi taler om terror, så har jeg fundet Motorsavsmassakren frem igen, og den bliver et herligt gensyn, for jeg har nemlig genfundet min horror-interesse, og lagde allerede i går benhårdt ud med The Fog, City of the Living Dead og Zombie Flesh Eaters, og i dag står den så på Saven. En streng filmdiæt bestående af italiensk og amerikansk horror fra genrens storhedstid kombineret med en western i ny og næ skulle gerne gøre ugerne i sengen mere udholdelige. Det er i hvert fald det, jeg satser på, selvom jeg selvfølgeligt hellere ville være rask, så jeg kunne komme ud og købe nogle forsyninger til mit efterhånden ret så tomme spisekammer.

Find a Place to Die

Har ikke så meget at sige for tiden, dels fordi min internetforbindelse stadigt er defekt, og dels fordi jeg sidder og gurgler på noget klorhexidin, der gerne skulle kurere mine ømme og misfarvede gummer, men inden jeg lukker helt ned før påsken, føler jeg trang til at dele min seneste italienske erobring med resten af verden, nemlig Giuliano Carnimeo’s Joe… cercati un posto per morire! fra 1968. En film nogle nok vil foretrække at kalde en redemption-western:

Og så faldt jeg for resten over dette gode tilbud i Amazon: 44 spaghettiwesterns, deriblandt And God Said to Cain, til sølle 15.56 pund! Den tror jeg, jeg snupper, når der ruller penge ind på kontoen sidst på måneden:

http://www.amazon.co.uk/Spaghetti-Western-Collection-Region-Import/dp/B003XMKUFC/ref=wl_it_dp_o_pC_nS_nC?ie=UTF8&colid=2Y1I2RQX34IG7&coliid=I3N0H0PF8FL58C

And God Said to Cain

Ville ønske, jeg kunne skrive et par kloge ord om Antonio Margheriti’s gotiske horror-western E Dio disse a Caino fra 1970, som jeg modtog fra Thailand for nogle dage siden, men da jeg kastede den i maskinen i går aftes, opdagede jeg hurtig, noget var grueligt galt, i alle tilfælde med audioen. Dvd’en er ganske rigtigt ‘All Regions’ som lovet i produktbeskrivelsen, men desværre holder beskrivelsen ikke, hvad den lover mht. sprog, for her er ingen engelsk tale at finde, kun thai og tysk med og uden thailandske undertekster. Jeg gik dog i gang med filmen alligevel, da jeg altid er frisk på spaghetti lige inden sengetid, men måtte hurtigt opgive, da tysk er som sort tale for mig, hvilket jeg kan takke mig selv for, da jeg ikke fulgte så godt med i tysktimerne i sin tid. Jeg havde ellers glædet mig til at se Tysklands største og mest karismatiske skuespiller Klaus Kinski folde sig ud som hævner, men det må så blive en anden gang. Det skal retfærdighedsvis siges, at de fleste af de dvd’er, jeg har modtaget fra min thailandske leverandør, har engelsk tale, ganske som lovet i Amazon’s beskrivelse. En enkelt svipser er vel til at leve med. Bare trist, at det blev denne her, som jeg havde glædet mig til:

The Bounty Killer

Dusørjægeren Luke bliver indledningsvis mødt med mistænksomhed af indbyggerne i et lille lokalsamfund, men ender med at få deres samarbejde i hans kamp mod den lokale outlaw José, der også er lidt af en local hero.

Havde sådan set tænkt mig at holde en længere pause fra bloggen grundet faldende besøgstal samt problemer med min internetforbindelse, men inden da, føler jeg behov for at skrive et par ord om Eugenio Martín’s spanske western El precio de un hombre (1967), som netop er landet på mit bord. Filmen regnes som en spansk klassiker på tværs af alle genrer, og var desuden noget så sjældent som en spansk-instrueret western, der blev en succes blandt publikum og kritikere.

Med den cubansk-fødte Tomas Milian i rollen som banditten José (Milian’s første western) og englænderen Richard Wyler i rollen som dusørjægeren Luke, der, som det jo typisk er tilfældet i spaghettiwesterns, er filmens protagonist, og det er vel en af forskellene på europæiske og amerikanske westerns, at helterollen tilfalder dusørjægeren (med visse undtagelser som f.eks. i Il grande silenzio). Men El precio de un hombre forsøger sig dog med et mere nuanceret syn på dusørjæger-professionen end mange andre produktioner.

Kill Them All and Come Back Alone

Ammazzali tutti e torna solo (1968)

Alle snyder alle i det borgerkrigsramte spaghettivesten
Fik takket være Wild East endeligt fat på en engelsksproget udgave af Enzo G. Castellari’s særdeles underholdende actionwestern Kill Them All and Come Back Alone, der nok kan vække behagelige minder om Det beskidte dusin, og som desuden har ikke så få referencer til Den gode, den onde og den grusomme. Filmen udspiller sig i den amerikanske borgerkrig, hvor en bande misfits anført af Chuck Connors jagter noget yankee-guld, der er gemt i nogle dynamitstænger.

Skarpe hjerner vil vide, at dynamitten først blev opfundet i 1866, et år efter den amerikanske borgerkrigs afslutning, men historisk korrekthed har som bekendt aldrig været spaghetti-genrens stærkeste side, heller ikke i tilfældet Kill Them All, hvor alt tilsyneladende er muligt; bl.a. bærer en af vores misfits rundt på en primitiv, men meget effektiv bazooka. I det hele taget synes banden at bestå af en slags overmennesker, hvis evner udi slagsmål og drab mildest talt er fantastiske (omend ikke fantastiske nok til at de slipper fra prøvelserne med livet i behold). Men det er jo ingen overraskelse for os, der kender genren. Spaghettiwesterns har alle dage været leveringsdygtige i karakterer med superevner. Tænk bare på Clint Eastwood’s dusørjæger Monco i For a Few Dollars More, der legende let skyder æbler ned fra et træ, mens han gør sig klar til at udkæmpe en 4-mands-duel. Et andet godt eksempel på overmenneskelige evner er John Phillip Law’s imponerende skydeopvisning i begyndelsen af Giulio Petroni’s fremragende hævnwestern Døden til hest.

Det ku’ være interessant at regne sig frem til, hvor mange gange italienske westerns har beskæftiget sig med den amerikanske borgerkrig. Var det monstro italienernes måde at bearbejde deres egen lidet flatterende rolle i 2. Verdenskrig på, eller handler de borgerkrigshærgede italienske westerns måske mere om Italiens gamle Nord og Syd-problematik?

Ligner Chuck Connors en mand, der ku’ finde på at dræbe medlemmerne af hans egen bande efter et veludført guldkup?

Darts

Har lidt svært ved at producere indlæg i øjeblikket. Min internetforbindelse er defekt, og jeg får en 404-meddelelse, hver gang jeg besøger Båndsalaten (og Grotesk! og mange andre spændende sites). I stedet følger jeg VM i dart, og selvom deltagerne ikke ligefrem er omvandrende reklamesøjler for skønhed, er de alligevel mere sexede end disse to fyre, hvis sketch bidrog stærkt til sportens ry som en alkoholikersport. Så stærkt, at nogle kritikere er af den opfattelse, at den ligefrem var skadelig for sporten:

Hvem trækker først? (1967)

Jeg ku’ ellers have svoret på, at jeg aldrig nogensinde mere ville købe vhs, så denne her (I giorni dell’ira), der netop er ankommet fra Birmingham, er nok en enlig svale. Med Lee Van Cleef i hans sædvanlige bedemands-outfit samt den sportstrænede Giuliano Gemma, Italiens svar på Burt Lancaster og en af genrens allerstørste stjerner:

Biograf-dæmonerne angriber

Ikke meget nyt at fortælle. Jeg venter utålmodigt på en stak westerns fra Amazon, og bliver desuden smidt af nettet i tide og utide, hvilket mildest talt besværliggør skriveriet. Havde aldrig den slags problemer i ‘gamle’ dage, før jeg fik TDC HomeBox. Sikke noget bras! Jeg overvejer seriøst at tilslutte den gamle boks igen, hvilket desværre vil gå ud over hastigheden.

Men så er det jo rart, at jeg kan underholde mig selv med med nogle film, og det var netop, hvad jeg gjorde i nat. Takket være The Mallrat, er jeg kommet i besiddelse af Lamberto Bava’s splatterfilm Demons (Dèmoni) fra 1985, der, ganske overraskende, gav mig en bedre oplevelse, end jeg havde ventet. Det uimodståelige soundtrack passer fint til de vilde, blodige, ulækre og aldeles meningsløse løjer, og de mange herlige 80′er-typer, filmen er befolket med, fik mig til at knibe et par nostalgiske tårer (eller måske forveksler jeg bare en øjenlidelse med nostalgi og sindsbevægelse?). Og så bliver den heller ikke dårligere af at udspille sig i en berlinsk biograf, hvor inficerede publikummer én efter én forvandler sig til vildt aggressive dæmoner, mens en perlerække af mindst lige så horrible begivenheder udspiller sig på biografens store lærred, for det var i sådanne dunkle omgivelser, at jeg spildte den bedste part af min ungdom og mine teenageår. Mens de indre dæmoner gnavede i mig. Men i modsætning til Demon‘s sagesløse publikum, var jeg ikke spærret inde bag en tyk mur af beton, snarere var jeg fanget i mig selv. Jeg har ganske vist oplevet at blive efterladt af personalet i en bowlinghal i Valby efter lukketid, men ved den lejlighed fandt jeg og min bowling-makker selv vej ud gennem nødudgangen.

Jeg bruger normalt ikke megen tid på splatter (bortset fra enkelte zombiefilm og -serier), og er i det hele taget mere til gys og genfærd end til blodig vold, men Demons er en underholdende, til tider klaustrofobisk, rutsjebanetur, man ikke glemmer lige med det samme. Og så får man også lov til at opleve en helikopter brase ned i en biograf, hvilket er første gang for mig. Nu er spørgsmålet så bare, om to’eren, der også blev leveret af The Mallrat, holder samme niveau; scenen med kvindebrystet, barberbladet og kokainen er i alle tilfælde intens, og svær at overgå.

Og det er selvfølgeligt typisk for mig, at et enkelt nøgent bryst får min fulde opmærksomhed, mens jeg distancerer mig fra volden. Midt i al gruen er der da også en del skønhed at glæde sig over, for Demons kan tilbyde adskillige usædvanligt smukke kvinder, som det jo ofte er tilfældet i italienske film. Desværre mister disse dejlige væsner forholdsvis hurtigt deres medfødte æstetiske fordele grundet lemlæstelse og forvandling til frådende dæmoner. Men det er vel o.k. i en horrorfilm.

Og dermed afsluttes den indledende skønhedskonkurrence, og jagten på Berlins mest deforme ansigt og grimmeste tandsæt fløjtes i gang. Men den udvikling er på den anden side ikke så usædvanlig for os, der har lagt den første ungdom bag os. Naturen har det med at gøre os alle en smule deforme med alderen. Skønhed forgår, men grimhed består. Det er værst for dem, der var skønne til at starte med. Og det problem har jeg aldrig haft.

Töte alle und kehr allein zurück

Havde glædet mig til at se testosteronfyrværkeriet Kill Them All and Come Back Alone fra 1968, der af mange regnes for at være Enzo G. Castellari’s bedste western, men skæbnen ville det anderledes. Dvd’en fra Eyecatcher Movies, der er med tysk og italiensk tale, har godt nok engelske (og tyske) undertekster, men de bliver ikke stående længe nok, til at jeg kan nå at læse dem. Jeg opgav derfor at se filmen til ende og bestilte i stedet Wild East-udgaven, der kostede mig den nette sum af 18.99 pund i Amazon. De 20 pund jeg gav for den tyske dvd er dermed spildt, og det samme kan næsten siges om de 4-500 kroner jeg gav for Thomas Weisser’s spaghettiwestern-værk Spaghetti Westerns – The Good, the Bad and the Violent: A Comprehensive, Illustrated Filmography of 558 Eurowesterns and Their Personnel, 1961-1977, som jeg bestilte for nogle dage siden, men endnu ikke har modtaget; i samme øjeblik jeg havde afgivet min bestilling, gik det op for mig, at jeg havde glemt at læse Amazon’s brugeranmeldelser, og de er ærligt talt stygge. Specielt plotresuméerne får drøje hug, og anmelder-overskrifter som ”HUGE errors,” og “Weisser just makes stuff up” samt ”A disgrace,” lover ikke godt, men da bogen indeholder illustrerede omtaler af hele 558 eurowesterns, kan jeg eventuelt bruge den til at danne mig et overblik over genren. Disse beklagelige fejlkøb har efterhånden tømt min konto for penge, men i går fik jeg heldigvis et lille plaster på såret, da Romolo Guerrieri’s Johnny Yuma fra 1966 dukkede op, og den venter jeg mig meget af, for den kan nemlig tilbyde en rigtig grådig femme fatale, der, med sin broders hjælp, dræber sin rige ægtefælle og hyrer en revolvermand (hendes tidligere elsker) til at eliminere arvingen, og det er noget en gammel filmnoir-fan som jeg forstår at værdsætte. Amazon’s mest sympatiske marketplace-sælger Scorpion DVDs har som sædvanligt ydet en førsteklasses service, og selvom filmen blev afsendt fra Singapore, så gik der kun 8-9 dage, inden den landede i min postkasse. Godt emballeret som sædvanligt; samme Scorpion DVDs der forærede mig en spaghettiwestern for ikke så længe siden, som tak for de mange ordrer jeg har afgivet i den senere tid. Det synes jeg er sympatisk, og ret usædvanligt. Gratis Sartana-film er jo ikke noget, jeg er forvænt med.

Og så beklager jeg i øvrigt, at jeg ikke har energi til at lave et ordentligt plotresumé eller to, men jeg blev desværre ramt af hovedpine og svær svimmelhed med synsforstyrrelser i nat. Et skræmmende anfald, der var betydeligt værre end normalt, og jeg skal derfor hen og tjekkes i det lokale lægecenter kl. 11. Efter en søvnløs nat. Måske er der bare tale om en forholdsvis ufarlig hovedpinelidelse. I modsat fald vil jeg overveje at skrive mit testamente og efterfølgende aflevere min filmsamling i den lokale Røde Kors-butik, hvor de skeptiske kunder så kan få lov til at stå og rode i mine tyske spaghetti-dvd’er, hårdkogte sort-hvide detektiv-film og italienske zombie-klassikere. Guderne skal vide, at Ringsteds butíkker ikke har for meget af den slags. Her er folk mest til romantiske komedier, Far til fire og Dirch Passer, og det er sgu synd for dem.

Der var engang en vhs-samling …

Engang samlede jeg på vhs-film, og blandt de mange spændende titler, der flød overalt i min lejlighed, kunne man finde Un dollaro tra i denti fra 1967. Hovedrollen indtages af Tony Anthony, der forresten var medproducer af Dollar for the Dead, en undervurderet spaghettistyle-tv-western med Emilio Estevez, der bl.a. har valget af locations tilfælles med mange af de gamle italienske westerns.

Jeg købte i sin tid filmen i Ringsteds eneste rigtige videobiks, Videotossen, som senere muterede til bedemandsforretning. Et etablissement der på alle måder mangler den gamle butiks skumle charme. Videotossen lever dog videre i Google Maps, hvor man kan finde den på Køgevej 5 (ved at klikke på Begravelsesforretningen for Ringsted & Omegn). Nu om dage må jeg nøjes med den lokale Blockbuster på byens torv, men jeg savner stadigt den støvede biks på Køgevej.

Sidste nyt fra Sydøstasien

I går var en god dag, for posten havde smidt to thai-dvd’er i postkassen. Begge regionfri og med engelsk tale. Sartana in the Valley of Death (1970) kender jeg ikke så meget til, og IMDb-scoren på 4,4 lover ikke godt, men på den anden side så indtager den coole William Berger hovedrollen, og det synes jeg er et stort plus.

Django spara per primo (1966) (stavet forkert på coveret) er til gengæld en del bedre end scoren på 5,7 antyder. Ikke mindst filmes start er underholdende og kynisk; Django skyder den dusørjæger, der dræbte hans far, men i stedet for at begrave faderen, beslutter han sig for at slæbe hans afsjælede legeme med ind til byen for at hæve dusøren …!!

Jeg tror ikke, jeg ville have behandlet min gamle far på den måde, selvom jeg ved Gud altid mangler dollars …

Django i Montana

Lå og rodede i sengen kl. 4 i morges, mens jeg forsøgte at se mit seneste indkøb med spaghetti-ikonet Anthony Steffen, Pochi dollari per Django fra 1966, færdigt. Filmen er en blandet fornøjelse, og selvom den er spækket med action, deriblandt nogle imponerende slagsmål, var jeg alligevel nødt til at se den over tre omgange, da mine tanker konstant vandrede alle mulige andre steder hen under gennemsynet. Men trods disse koncentrationssvigt lykkedes det mig alligevel at se den færdig i nat, og jeg må efterfølgende konkludere, at den ikke er en film for førstegangsbrugere af genren. Den er som sagt sprængfyldt med action, og manuskriptet er ikke helt ringe, men filmen er hverken specielt velinstrueret eller -spillet, og træmanden Anthony Steffen er ikke det bedste valg i hovedrollen, og i denne film roder han sig også ud i noget romantik, hvilket han ærligt talt ikke egner sig til. Han har ved Gud en begrænset mimik, og er som sagt lidt af en træmand, der ikke kan begå sig som førsteelsker.

Argentineren León Klimovsky er krediteret som instruktør, men jeg har ladet mig vide, at Enzo G. Castellari har instrueret det meste af filmen, som, trods visse kvaliteter, desværre ikke hæver sig op over det middelmådige.

Jeg vil ikke lægge hele plottet ud her, men blot fortælle, at Pochi dollari per Django lægger friskt ud med noget skyderi ved en taverna i det sydvestlige grænseland, hvor Django underholder os med at aflive nogle banditter, og den situation, og ikke mindst setting, kender vi jo fra et hav af spaghettiwesterns, hvor blodig vold som bekendt kan bryde ud når som helst. Efterhånden som handlingen skrider frem, bliver filmen dog mere og mere amerikansk, idet Django tager turen til Montana, hvor han blander sig i den pågående strid mellem ranchere og farmere, og det område af USA er, ligesom striden mellem førnævnte grupper, vel nok underrepræsenteret i spaghetti-genren. Der er ganske vist ingen kvæg at spore i miles omkreds, ligesom filmens farmere og ranchere i mine øjne ligner hinanden til forveksling, men det er jo en anden historie. Denne affære handler nok mest om at tjene penge på Django-navnet, og de bedste scener finder man i starten, for der er vi i velkendt spaghetti-territorium, og der kommer Anthony Steffen bedst til sin ret. Resten af filmen ku’ jeg strengt taget godt have undværet.

… Be Quick or Be Dead!

Jeg beklager den larmende tavshed, der hersker her på bloggen for tiden, men jeg har ikke rigtigt overskud til at producere lange, interessante indlæg. Kan dog fortælle, at jeg modtog Giancarlo Santi’s Il grande duello (1972) for et par dage siden (thai-dvd med engelsk tale). Fik lige set starten i går, og den var forrygende, og med en musikalsk score af den slags, jeg holder så meget af, og en Lee Van Cleef der på alle måder ligner sig selv (og her tænker jeg først og fremmest på beklædningen, men også på personligheden), og det er jo herligt. Det er egentligt ligegyldigt, om filmen hedder Sabata, For a Few Dollars More eller The Grand Duel, for man kan altid kende manden på hans sorte kostume.

Amazon’s produkt-info lovede godt nok ‘All Regions,’ men jeg fik desværre tilsendt et reg. 3-eksemplar, hvorfor jeg måtte hente min oldgamle kodefri United frem fra skabet, hvilket ikke var uden problemer, for den er fra 2004, og slæber sig forpint gennem alt, hvad jeg kaster i den.

Run, Man, Run

Var en tur forbi øjenlægen, der ku’ fortælle, at mine øjne ikke fejlede noget, og vi blev efterfølgende enige om, at synsforstyrrelserne muligvis skyldes noget medicin, jeg desværre er nødt til at indtage for at komme levende gennem hverdagen, og den besked hjalp på humøret. Faktisk så meget, at jeg fik lyst til at bestille en film i Amazon, den første i denne måned, og valget faldt på Sergio Sollima’s politiske western Corri uomo corri/Flygt mand – flygt fra 1968. Og dermed får jeg endeligt Sollima indlemmet i samlingen. Med musik af Bruno Nicolai og Ennio Morricone.

Django Kill… på Nørrebro

Torben fra den skæve biograf FilmStationen på Nørrebro var så venlig at gøre mig opmærksom på, at man der viser Giulio Questi’s syrede spaghettiwestern Django Kill… If You Live, Shoot!/Se sei vivo spara/Django dræber fredag d. 25. januar kl. 20.00, og der er fri entré.

Sartana dræber dem alle

Det kniber gevaldigt med skriveriet i øjeblikket, grundet en velvoksen psykisk krise af den slags, jeg gennemlever med mellemrum, som har ødelagt både appetit, nattesøvn og skrivelyst, og det er svært at sige, hvornår jeg bliver mig selv igen, men selv med disse kvaler i baghovedet, føler jeg, jeg er nødt til at nedfælde et par ord, for jeg var så heldig at falde over en af de bedre Sartana-film, Giuliano Carnimeo’s Sono Sartana, il vostro becchino/Sartana dræber dem alle fra 1969 (på thailandsk dvd), for ikke så længe siden, og i går smed jeg den så i maskinen, og selvom den ikke ligefrem er en opvisning i stor skuespilkunst, synes jeg alligevel, den er anbefalelsesværdig, ikke mindst pga. Gianni Garko, der er en af de spaghetti-skuespillere, jeg holder allermest af, men også fordi Garko i denne film må lide den tort at blive anklaget for et bankrøveri, han ikke har begået, og med en pris på 10.000 dollars på hans hoved, varer det ikke længe, før de første dusørjægere, deriblandt Klaus Kinski, dukker op i landskabet for at tage hans skalp, og mens Garko/Sartana således kæmper for at overleve, er han selvsagt nødt til at finde de rigtige bankrøvere og rense sit navn. Afgjort en af de bedre Sartana-sager, med engelsk og thailandsk tale og mulighed for at fravælge de thailandske undertekster. Dvd’en koster i skrivende stund 9.95 pund i Amazon, og tilbydes af en af marketplace-sælgerne.

Og så tror jeg i øvrigt, jeg vil holde en længere blogpause, som bl.a. skal bruges til at se nogle amerikanske westerns, deriblandt Day of the Outlaw fra 1959 med Burl Ives og Robert Ryan samt Duel in the Sun fra 1946, der forhåbentligt kan tilbyde noget mere drama, end spaghetti-sagerne er i stand til.

Masser af spaghetti

Er ved at komme til hægterne igen ovenpå den værste influenza i mands minde, men føler mig stadigt træt – så træt, at jeg næsten ikke orker andet end at lægge plakaten til Sergio Sollima’s La resa dei conti/The Big Gundown fra 1966 ud på bloggen. Filmen regnes blandt de bedste ikke-Leone-westerns, og er en af de spaghetti-sager, der står øverst i min Amazon-ønskeliste. Og så har jeg forresten ædt mig igennem 17 af de 20 spaghettiwesterns, jeg fik i julegave, og deriblandt er mange fine sager, bl.a. adskillige film med den über-coole østriger William Berger samt flere med min yndlingspsykopat Klaus Kinski og så selvfølgeligt nogle med den onde og brutale spanske banditleder Fernando Sancho. Og så må vi ikke glemme englefjæset Giuliano “Ringo” Gemma, træmanden Anthony Steffen, Gianni ”Sartana” Garko og alle de andre. Flere film overraskede positivt, ikke mindst Alberto Cardone’s tragiske og smukt fotograferede Seven Dollars on the Red, og så selvfølgeligt Robert Hossein’s Cemetery Without Crosses, som jeg givetvis vil kaste i maskinen mange gange fremover, men mest overraskende var Mario Caiano’s Shanghai Joe/Il mio nome è Shangai Joe, eller som den hedder i min kopi, der ganske vist har engelsk tale, Knochenbrecher im wilden Westen fra 1973. Overraskende fordi den tyske titel signalerer rent trash eller pjat, som efterfølgende viser sig have mere at byde på end først antaget, med masser af flotte nævekampe, specielt den afsluttende showdown mellem to kinesiske kungfu-eksperter i en støvet gade i det vilde spaghettivesten er uforglemmelig. Filmen er actionfyldt og voldelig, og Shanghai Joe flår både hjertet ud af brystet og øjnene ud af hovedet på folk i sin kamp for overlevelse, men han bliver altså også konfronteret med nogle af Vestens mest modbydelige lejemordere, deriblandt Klaus “Scalper Jack” Kinski, der har kastet sit sultne blik på Joe’s sarte hovedhud.

Men gå uden om Bitto Albertini’s efterfølger Return of Shanghai Joe fra 1975, der er en tam omgang slapstick, og ikke det mindste morsom, selvom den prøver.

Har amerikansk slaveri noget med Sergio Leone at gøre?

Nej, ikke hvis man skal tro på filminstruktøren Spike Lee, der, ifølge DR Tekst-TV, har skrevet, at amerikansk slaveri ikke var en Sergio Leone spaghettiwestern, med henvisning til Quentin Tarantino’s Django Unchained, hvor det forbudte ord ‘Nigger’ bliver brugt 100 gange. Men afroamerikanerne er ligeglade med kritikken, for de strømmer i stort tal i biffen for at se den famøse film. De udgjorde således 42 procent af publikummet, da Django Unchained havde amerikansk premiere. Der er åbenbart et eller andet, den gode Spike Lee har misforstået. Eller måske tager han bare sig selv lidt for alvorligt.

Årets spaghettiwestern-oplevelse: Cemetery Without Crosses

Så nåede jeg det alligevel. På årets næstsidste dag lykkedes det mig at udpege årets bedste spaghettiwestern, nemlig Robert Hossein’s minimalistiske hævnwestern Une corde, un Colt (1969), eller, som nogle foretrækker at kalde den, Cemetery Without Crosses. Denne enkle og formentligt stærkt oversete westernperle har en fremragende musikalsk score og en fantastisk atmosfære, men ikke så meget action, som normalt for spaghetti-genren. En trist og ildevarslende affære med lange passager uden dialog. Den følelsesladede guitar siger til gengæld alt.

Som I kan regne ud, holder jeg af enkle ting, og denne her er virkeligt skåret ind til benet. Cemetery Without Crosses er dedikeret til Sergio Leone, der angiveligt har instrueret en af filmens scener. Dario Argento er i flere prints såvel som i IMDb krediteret som medforfatter, men ifølge instruktøren har han intet med filmen at gøre (hvis ellers man kan stole på SWDB).

Og lige i hælene på Cemetery Without Crosses kommer en anden hævnperle, nemlig Ferdinando Baldi’s lige så tragiske The Forgotten Pistolero, som også er at finde i min spaghetti-boks The Best Of Spaghetti Westerns fra TMG.

Og så skal det lige tilføjes, at instruktøren Robert Hossein indtager en af filmens hovedroller: