
Som mine få læsere måske har bemærket, er det ikke blevet til så mange fascinerende rejser ind i spaghettigenrens dystopiske verden i den senere tid. Økonomien tillader desværre ikke de store udskejelser, og de kommende måneder bliver ikke meget bedre, ja, faktisk står det så sløjt til, at jeg formentligt bliver nødt til helt at afstå fra nyanskaffelser denne sommer, men jeg nåede heldigvis lige at forære min kære broder alle tiders bedste roadracekomedie, The Gumball Rally fra 1976, i fødselsdagsgave (som bliver skamløst plagieret i den senere, knapt så morsomme, men til gengæld stjernebesatte The Cannonball Run). The Gumball Rally‘s styrke er bl.a., at den rent faktisk, og i modsætning til The Cannonball Run, kan tilbyde en masse vildt ræs, head-to-head ud af de mørke landeveje og tværs over det amerikanske kontinent. Kamera- og stuntarbejdet er virkeligt outstanding.
Men når økonomiens tilstand er så sørgelig, som tilfældet er, så er det jo godt, at man kan underholde sig selv. Min filmsamling er, selvom der ganske vist findes en større samling i Thisted, velvoksen, og i denne uge fik jeg pludseligt lyst til at gense Charles Bronson, der vist må siges at være den arketypiske tough guy, og jeg lagde hårdt ud med en af mandens mest elendige film (der på forunderlig vis alligevel underholder), nemlig Assassination fra 1987, hvor Bronson fjoller rundt i landskabet med USA’s førstedame på slæb og en hale af lejemordere lige i hælene. Efter denne skændsel fik jeg lyst til en oplevelse med lidt mere kød på kroppen, og valget faldt derfor på den aldeles glimrende Colorado-melonfarmer-thriller Mr. Majestyk fra 1974, hvor en lokal bandit, der ikke egner sig til at være bandit, slår sig sammen med mafiaen og dennes farligste hitman om at få skovlen under Bronson, og undervejs har alliancen succes med at smadre en pæn del af Bronsons meloner med nogle energiske maskinpistolsalver. Men Bronson får de selvfølgeligt ikke ram på, for han er eks-militær og specialist i drab og overlevelse.
Samme aften som jeg med et tilfreds suk satte ‘Majestyk’ tilbage på hylden, nåede jeg også lige at gense Hard Times aka Streetfigter fra 1975, en film der er fyldt op til randen med charmerende sydstatsatmosfære, blod, sved og forslåede knoer, og indimellem også en smule vanskelig kærlighed. Bedste replik falder efter min opfattelse, da en udlejer præsenterer en spartansk slumlejlighed for Bronson med ordene: It looks a little rougher, than it really is.
Nå, men efter således at have lagt en solid bund, blev de efterfølgende dage tilbragt i selskab med Death Wish 1-5, og i den forbindelse slog det mig, hvor urimeligt stor en opgave gammelfar Bronson påtager sig her. Det normale er jo, at man trapper ned, efterhånden som man bliver ældre, men i Bronsons tilfælde er det lige omvendt. Som serien skrider frem, bliver modstanderne stadigt mere magtfulde og barske. Det, der starter som en moden mands jagt på overfaldsmænd i 1974, ender med en 73-årigs bitre kamp mod den irske mafias mest modbydelige typer i 1994 (som alle bliver dræbt på underholdende og originale måder, bl.a. af en brandbombe, som er skjult i en fjernstyret fodbold). Men inden han når så langt, nedkæmper han en gadebande i 2′eren, sætter et helt boligkvarter i brand i 3′eren (et sted der er så betændt, at ikke engang Google vover sig derind) og spiller hele to narkosyndikater ud mod hinanden i 4′eren. Det må siges at være godt gået af en efterhånden meget aldrende arkitekt, om end ikke mindst den sidste film i serien forekommer aldeles utroværdig, og mon ikke også Bronson indså dette i 1994? 5′eren markerer i alle tilfælde hans sidste optræden på det store lærred.
Og efter dette ustyrlige Death Wish-orgie, må jeg konkludere, at 1′eren er klart bedst, faktisk i en klasse for sig, og selvom den givevis udnyttede amerikanernes angst for kriminalitet på det skammeligste, og af mange blev afvist som fascistoidt snask, synes jeg alligevel, den har sin berettigelse, eventuelt som debatskaber. Overfald og alskens anden voldskriminalitet er jo et universelt problem, alle de samfund, jeg kender til, slås med. Den originale Death Wish er desuden den eneste film i serien, jeg føler, jeg kan forholde mig til. Det er også værd at bemærke, at den skiller sig ud derved, at hustruen og datterens overfaldsmænd aldrig bliver fanget, hvilket bidrager til realismen. Flere af efterfølgerne er derimod helt ude i hampen, men underholdende alligevel, og i disse får de mange badguys altid deres bekomst.
Men Death Wish eller ej, så er ingen Bronson-uge komplet uden et gensyn med Bronson’s og instruktøren Michael Winner’s (som desværre døde i januar) bedste, nemlig lejemorder-thrilleren The Mechanic fra 1972, der er lidt af en noir-film, for jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Bronson var bedst i 70′erne, hvilket denne film er et glimrende eksempel på. Filmen er et ypperligt stykke 70′er-filmkunst af den slags, filmindustrien bare ikke kan finde ud af at lave mere, og den må siges at være et must for fans af skuespilleren, der er som skabt til rollen som lejemorderen Arthur Bishop, hvis drabsmetoder er mildest talt kreative og meget effektive. Mr. Bishop planlægger alle sine drab minutiøst, og kæler for hver en detalje, og man er aldrig i tvivl om, at han er en af landets bedste lejemordere, og af stor værdi for det syndikat, han arbejder for, men han er, pga. jobbets natur, også en ensom mand, der jævnligt betaler en prostitueret for rollespil, der skal forestille et rigtig forhold. Desuden lider han af panikangst og svære søvnproblemer, selvom han efter eget udsagn har påtaget sig tilværelsen som lejemorder, fordi han ønsker at ‘stå udenfor det hele.’ Penge er med andre ord ikke hovedmotivet. Så da han får chancen for at hyre en lærling (sønnen til et af hans ofre), griber han den med det samme. Lærlingen viser sig dog at være 100 procent psykopat, og desuden glemmer Mr. Bishop at spørge syndikatet om lov, inden han ansætter ham. Samme talentfulde og lærenemme, men følelseskolde og selvoptagede lærling, der for resten pønser på at aflive sin læremester og starte for sig selv, vel at mærke uden syndikatet til at beordre drabene. Så med ansættelsen af lærlingen underskriver Mr. Bishop sin egen dødsdom. Hans eneste svaghed er ganske enkelt, at han ikke kan klare at stå ‘udenfor det hele’ helt alene.
Og sådan gik min uge med Charles Bronson. Nu venter Chuck Norris, og han har ingen svagheder …
0.000000
0.000000